Sol-Jord Fysik Sektionen


H.C. Ørsted

Ørsted, Hans Christian (1777-1851): Født på Langeland. Tog farmaceutisk eksamen 1797; professor i København 1806-29. Medstifter af Polyteknisk Læreanstalt og dens første direktør 1829-51. Under en forelæsning i 1820 opdagede han elektricitetens magnetiske virkning, elektromagnetismen, ved at iagttage udslaget af en kompasnål anbragt ved siden af en strømførende ledning. Denne opdagelse fik afgørende betydning for udviklingen af elektroteknikken.
Billedet illustrerer Ørsteds forsøg med kompasnål og en strømførende ledning.


H.C. Ørsted var en meget alsidig fysiker. Han konstruerede et piezometer, opdagede aluminium og bekræftede Boyles og Mariottes resultater om luftarters sammentrykkelighed. Desuden udgav H.C. Ørsted en række naturfilosofiske afhandlinger bl.a. i det Kongelige Danske Videnskabernes Selskabs skrifter, og stiftede Selskabet for Naturlærens Udbredelse i 1824. H.C. Ørsted var levende optaget af det danske sprogs udvikling og dannede en række nye ord, f.eks. ilt, brint, vægtfylde og varmefylde.


Billedet af H.C. Ørsted er malet af Wilhelm Marstrand. Maleriet findes på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.

Kilde: Lademanns Leksikon


DMI 19 oktober 1998. PSt